«Var det Arne Garborg som skreik?»
Kunsthistorikar Stian Ravndal spør, men meiner sjølv at han har funne svaret. I mange år har han vore oppteken av måleriets opprinnelse, og i fjor, då han begynte i ny jobb som pedagog på Garborgsenteret, falt brikkene endeleg på plass. Han fann tekstar Arne og Hulda Garborg skreiv på den tida Edvard Munch må ha laga sine første skisser av det velkjende motivet. Han seier at staden er velkjend. Munch har skildra opplevinga i dagboksnotata sine, og ei analyse av geografien rundt Oslofjorden har avslørt at han må ha stått i skråninga ned frå Ekeberg og sett ut over Bjørvika i dåtidas Kristiania (der der nye Munchmuseet er under oppføring).
Men kven var det målaren såg ved fjorden nedanfor Ekeberg den haustdagen i 1887?
Opplevinga gjorde iallfall eit særs sterkt inntrykk på målaren, som bearbeidde det i fleire omgangar, og som først nådde fram til det ferdige uttrykket seks år seinare. Og måleriet «Skrik» er blitt eit av verdas mest kjende kunstverk.
«Nå», seier Ravndal, «kan me endeleg datera opplevinga til Munch. Iallfall nesten.» Han held pusten ein augneblink, før han fastslår: «Det må ha skjedd tidleg på hausten i 1887.» Ravndal begynner med å visa til Munch sine eigne dagboksnotat frå Nice i 1892, då kunstnaren gjorde store framskritt med motivet. Han skriv om det som skjedde nokre år tidlegare, i Kristiania:
«Jeg stilte mig opp i en Lysning og saa ud over Fjorden. Der nede var der en Brygge og nogle Mænd kom gaaende imod mig. Jeg skisserede hvad jeg saa, fort på Lerretet, slik som jeg havde lært af Impressionisterne i Paris. Særlig var der en Mand som facinerte (sic!) mig, en litt liden og lidt skral Fyr, nesten skalled på Hovedet, men med en svær og bustede Mustasche. Jeg mindes at jeg tænkede «han der har nok solgt Smør uden at faa Betalning». Han var meget bleg. Da jeg hadde tegnet hans Omrids, kom en Kvinne med en slig Haarfacon som jeg ikke kan lide, nogle kalder den visst Hedmarkssaade, tror jeg, styrtende bort til ham og sa noget, hvorpaa han tog Hænderne til Hovedet og skreg. Jeg tegnede det akkurat slig jeg saa det. Mustaschen fjernede jeg i de ferdige Billeder, den dækkede jo Munden og vilde ha døljed Effekten af Mandens Skrig. Det er viktigt at tænke baade paa Linjer og Farver, kombinere Poussinisme med Rubenisme, synes jeg. I tillæg vil jeg gerne have ind enda et Princip: den intuitive Empati, det Menneskelige Udtryk som giver umiddelbart Indtryk. Jeg synes det er meget viktigt Princip. Jeg ønsker at gå længere i den retning end f.eks. Gauguin.»
Ravndal har også fått lov av Nasjonalbiblioteket til å bla i Knut Hamsun sine notatbøker. Romanen «Sult» kom ut i 1890, men i følge Ravndal strevde forfattaren lenge før han kom fram til den berømte opninga. Det aller første utkastet, skrive i 1887 eller 1888, begynner nemleg slik:
«Det var i den tid jeg gik omkring og ruslet i Kristiania. Jeg passerte en berømt kunstner som malte utendørs, og nede i bukten kunde jeg se en beryktet intellektuell skrige forpint. Jeg undret meg et øieblik over hans smerte, før jeg ristet på hodet over denne by som ingen forlater før han har fåt mærker av den…. Jeg hastet videre. Kunde det være muligt å få noen ræster tørt brød å spise på Løchens konditori?»
Ravndal har sjølvsagt sjekka opplysningane opp mot Hulda Garborg si dagbok. Den blei utgitt mange år seinare saman med nokre noveller og bar namnet «Fra Kolbotnen og annetsteds». Ravndal les:
«Langt der ute så jeg G. Han var blek og fortvivlet. Jeg hadde nyss hørt at han hadde mistet sin stilling som kopist og ingen penge havde. Jeg tenkte dette kunne være et godt tidspunkt for gode nyheder, muntre ham op lidt medens han trængede det som mest. Og hva kunde vel være bedre nyheder end at jeg var med barn? Så tænkede jeg da jeg paa det nærmeste løb udover bryggen på de vinglete dameskoerne, snublede meg fremover den ujævne trebrygge, og kastede meg om hans deilige hals. Kjæresten min! Og så fortalte jeg ham det hele, glæmte rent aa pakke det ind, lykkeligt raabede jeg: «vi skal ha barn!» Da blev han helt helt hvid i ansikted og de smale, skønne øine stod på vidt gab. Jeg har aldri set hans øine slik, verken før eller efter. Jeg kommer aldri til å glemme det syn. Hadde jeg bare kunnet tegne, eller male, så skulde jeg ha lavet et stort maleri med de øine. Men nei. Det ville ha blitt et stygt billede, egnet til å skremme selv de mest hardbarkede grønlandsfarere. Desuden er ikke kunsten kommet dithen endnu. G. tog seg brått til hovedet med begge hender, og raabede så man kunde høre ham over det hele, ja i hele Kristiania, vil jeg si: «Men jeg har ikke råd!» skreg han. «Jeg har ikke råd!» Jeg var nødt til å trøste ham, jeg, som selv kunne trenge trøst, når jeg kom med slike nyheder og han ikke ble det spor glad. Men jeg forstod mere da han fortalte at han hadde mistet sin stilling og ikke længere hadde raad til sin leilighet og visste ikke sin arme raad, stakkar. Vi måtte jo gifte oss, og hvor skulle vi bo? Se, det havde jeg ikke tenkt på, sa han. Nei, jeg havde ikke det. Hvem kan vel tenke på slikt noget når man har barn i maven. Vort barn! Isj! Mannfolk!»
«Nå?» seier kunsthistorikaren Ravndal og stiller seg breibeint i gangen på Garborgsenteret. «Treng du fleire bevis? Det skal du få.» Han opnar ei skuffe i Garborgsenterets utstilling og viser oss eit dagboksnotat frå Arne og Hulda sitt einaste barn, Tuften Garborg, fødd 25. mai 1888.
«Det er mykje på grunn av guten sin fødselsdato at me kan datera «Skrik»-opplevinga til hausten 1887″, seier Ravndal. «Les sjølv». Og det står:
«Ein kan gjerne seia at eg ikkje fekk den beste starten på livet. Iallfall om eg skal tru på ho mor. I følgje henne skal far ha blitt temmeleg opprørt då ho fortalde at dei skulle ha barn. «Men eg har jo ikkje råd!» skal han ha ropt. «Eg har ikkje råd!» Sjølv fortalde far ei anna historie. Han påstod at mor hadde foreslått at han burde gå og klippa seg nå som han skulle bli far. Han skulle då ha blitt fortvila, slik som berre han kunne bli, ha teke seg til hovudet og og ropt: «Men eg har jo ikkje hår! Eg har ikkje hår!» Det er ikkje godt for meg å vita kva som er rett. Bortsett frå at han ikkje hadde så mykje hår, han far, såpass var iallfall sant. Men barten var stor. Det er like sant. Men eg stoler nok likevel mest på ho mor.»
Her ser me utviklinga av «Skrik». Bilda er gjengitt med tillating frå Munchmuseet.
På spørsmål om Knut Hamsun kan vera ein av dei me ser bak i det ferdige måleriet, svarer Ravndal slik: «Eg skjønar kor du vil. Det skin i eit par briller på mannen heilt til venstre og Hamsun var som kjent ein brillesl… eg meiner, han brukte briller, ikkje sant? Så kvifor ikkje? Men eg vil ikkje gå så langt som å påstå at det er Hamsun me ser. Det får vera måte på slump. Eg driv ikkje med spekulasjonar.»
Denne artikkelen var aprilsnarren vår for 2019.