Sommaren 1893 fekk Arne og Hulda overraskande besøk på Kolbotn. Diktarkometen Sigbjørn Obstfelder hadde funne ut at han ville treffa Arne Garborg, men utan å tenka gjennom kva det var han ville snakka med han om.

Elleve år seinare mintes Hulda dette møtet i dagboka si. Den 27.8.1904 skriv ho fylgjande:

«Jeg gik borte i skoven med med en stor kurv og plukkede trøfler. Så kom der en ung mand med lyst skjæg og en liden skyggeløs hue på hovedet, ellers ganske uden reisetøi, og spurgte efter Kolbotn. Så gik vi sammen henover, og han sa sit navn. Han havde endnu ikke udgivet sin diktsamling; vi havde vinteren før hørt hans navn af en Stavangermand i Rom, og den mand sa til G.: «Der er bare to mennesker i landet som kunde skrevet den (Sult), det var Dem og Sigbjørn Obstfelder fra Stavanger.» Det var første gang vi hørte hans navn. Da han kom ind her, bød jeg ham efter stedets skik «noget at drikke», nemlig sirupøl, det eneste jeg havde, servert i en baiersk literkrügel. Hvor lei jeg blev da han sa «Jeg lier det ikke» –

Han sa ikke noget videre, og jeg ved ikke hvem der befant sig mest ilde, han, eller den arme Garborg, som sat og vred sig på stolen og skulde «finde på noget» å snakke om. Jeg gik ud i kjøkkenet og lo så småt ved mig selv, og tænkte, at to rarere mandfolk havde jeg aldri set på én gang. G. værked efter å komme ud og skrive og fatted endelig en kraftig beslutning og bad O. gå ud og se på Tronfjeld mens de vented på maden, så rømte han ud til sig. Jeg stelte med mit i kjøkkenet og voved ikke å snakke til den rare manden som sad ude på bænken med hånden under hovedet og stirred ud over Savalen uden å røre sig.»

«Jeg tænkte bare at han vist ikke havde spist på længe og var fortvilet over at jeg ikke fort nok kunde få maden istand. Endelig fik vi imidlertid en rar middag bestående hovedsagelig af trøffelbif. Jeg havde gjort så rig fangst af store trøfler den dag, at jeg kunde skjære dem i skiver og stege bif. Da Obstfelder og G. havde smagt på retterne, spurgte jeg, om de kunde gjætte hvad de spiste. Stilfærdig svarte Obstfelder: «Noget kjød,» og Garborg: «Er det ikke bif.» Da jeg så sa hvad det var, sa O: «Det er ikke vondt», men han så nokså hjælpeløs ud –

Om eftm. sad han igæn på bænken i timevis som før, og G. og jeg gik til vor gjerning. Men om aftenen da vi ved et vældigt rodbål på peisen fik os en varm toddy, så snakked han plutselig, og så snakked han hele kvælden. Fortalte hele sit lavnetsløb. Og vi græd og vi lo med ham. Næste dag drog han afsted som han kom – uden anden bagage end den pakke «skolemad» jeg fik ham til å ta i lommen. Da hans digtsamling kom du, fik vi et expl. herop med «tak for sommerdagen ved Savalen!»

(Utdraget er henta ifrå Hulda Garborg: Dagbok 1903-1914; H. Aschehoug Co., Oslo 1962)

Arne Garborg og Sigbjørn Obstfelder hadde mykje til felles. Ikkje berre var dei rogalendingar med digre bartar, men på kvar sin måte endra og fornya dei den norske litteraturen; og begge var på sitt mest kreative og produktive innan nyromantikken på 1890-talet. Kan me tenka oss den norske lyrikkhistoria utan Digte frå 1893 og Haugtussa frå 1895?

Kanskje kan Obstfelders mest kjente dikt – henta ifrå nettopp Digte, og som utkom like etter Kolbotn-besøket – få stå som ein passande illustrasjon til møtet mellom dei litterære gigantane:

Jeg ser

Jeg ser paa den hvide himmel,
jeg ser paa de graablaa skyer,
jeg ser paa den blodige sol.

Dette er altsaa verden.
Dette er altsaa klodernes hjem.

En regndraabe!

Jeg ser paa de høie huse,
jeg ser paa de tusende vinduer,
jeg ser paa det fjerne kirketaarn.

Dette er altsaa jorden.
Dette er altsaa menneskenes hjem.

De graablaa skyer samler sig. Solen blev borte.

Jeg ser paa de velklædte herrer,
jeg ser paa de smilende damer,
jeg ser paa de ludende heste.

Hvor de graablaa skyer blir tunge.

Jeg ser, jeg ser…
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt…

Foto (frå Kolbotn på Tynset): Jan Nordtveit
Tekst: Ørjan Johansen