Artikkelforfattaren Tor Obrestad (f. 1938, foto: Lars Aarønæs) er mellom dei største av sin generasjon norske forfattarar. I 1991 skreiv han Arne Garborg. Ein biografi.
I alle dei åra eg arbeidde med biografien om Arne Garborg var det eit mysterium i livet hans som eg ikkje fann eit skikkeleg svar på. Kvifor reiste han stadig rundt i landet og heldt foredrag? Han måtte ha visst kor elendig han var på talarstolen. Likevel dreiv han på, heile livet til endes. Var det plikt, for «saka» si skuld? Han var van med talarstolar heilt frå ungdommen av og hadde gått på skule i Studentersamfundet i Christiania i 1870-åra, der han var sentral på stolen. Kvifor dreiv han stadig på? Så fann eg brått fram til ein hundre år gammal artikkel av Fridtjof Øvrebø som løyste gåta og forklarte mysteriet.
Fridtjof Øvrebø, 1871-1927, var ein bonde, lokalhistorikar, journalist og forfattar som budde heile livet i Torvastad, og skreiv mykje i pressa, først og fremst i Haugesund Avis. Det han skreiv, og brev han mottok, er oppbevarte i arkivet i Haugesund bibliotek.
Hausten 1909 høyrde Øvrebø for første gong Garborg snakka, og skildrar opplevinga i ein artikkel 25.9. som han sende til Garborg. Han skriv (trykt etter gjenopptrykking av artikkelen 26.1. 1921) og kallar det «Forsøk på en karakteristik»:
Arne Garborg som foredragsholder
Han taler rolig, næsten koldt. Stemmen er svak, litt hæs, uten fylde, uten omfang, uten klang, uten pral. Den vækker ikke opmerksomhet. Ordene er almindelige, hverdagslige, sætningsbygningen likeså, uten sensation, uten sproglige krydderier. Sproget i det hele tørt, sobert, en smule spotsk i undertonen, likesom merket av skuldertræk.
Dersom tilhørerne befinder sig litt borte fra talerstolen så har de vanskelig for at høre, dersom det videre er av den sort tilhørere, hvis øren ikke er øvede til skarpt at opfatte hvad en mand sier, tilhørere som ikke har begrep om ords valør, bare vante til at opfange et grovt, tåket indtryk av talestrømmen, et omtrentlig indryk av hvad der er sagt, præparerte til at skildres av store ords sus og et smukt organ – dersom tilhørerne er av denne art, vil de under en forelæsning av Garborg snart få nok. Dette er dog ingenting, synes de. Stemmen er så veik, ordene så almindelige, der er ingen sterke uttryk, ingen understregede slagord. Disse tilhørere har jo intet klart begrep om hvad foredragsholderen sier, men de synes dog at det er ganske almindelige ting.
Så roligt, så fordringsløst taler Arne Garborg.
Under arbeidet mitt med biografien om han, snakka eg med fleire som hadde høyrt Garborg tala. Dei fortalde alle saman det som Øvrebø skildrar så presist. Men han stoggar ikkje med denne registgreringa, for han heldt fram med analysen sin:
Men den tilhører, hvis ånd og sanser er våkne og skarpe, den tilhører, som vet hvad værd og valør ord har, den tilhører som har «øren til at høre med» – han vil fængsles helt fra første stund, når Garborg er på talerstolen. La ikke den rolige, fordringsløse stemme og de hverdagslige, litet opsigtsvækkende ord narre dig. Bak denne ytre dragt, der med flid er gjort så litet avstikkende, dølger sig tanker og synsmåter, som ofte revolutionerer vore begreper, omstyrter vore tilvante forestillinger, omjusterer vore historiske «sandheter». Det er ganske merkelig: Ordene er dagligdagse, og dog er talemåter, vanesnak banlyst. Sætninger, påstande, beviser er forfatterens egen eiendom, omhyggelig gjennemtænkte, lofte fyldte av originalitet eller farvet av skepsis. Ubønhørlig men stilfærdig kan han gjøre det av med hævdvundne, tomme talemåter, autoriserte, stemplede urørlige «sandheter». Og så rolig som han gjør det! Uten stridbare fagter, uten skrik, uten spetakkel. Kun et mindretal skjønner hvad det gjælder. Det høres så fredelig. Stemmen, ordene, vækker en følelse av selvfølgelighet. Men derfor er også Arne Garborg en farlig mand – for den humbug og svulst som kan findes her og der i vor historieskrivning, vor tænkning, vort sprog, og som præger mange av vore foredragsholderes frembringelser.
Slik beskriv Øvrebø Garborgs metode, og argumenterer for at den grunnar seg på bevisste val. Kvifor vel han ein antiretorisk metode som sin strategi? Fordi han har noko å seia, han vil noko med det han predikar, men han veit også at han har korkje røyst eller framtoning til ein tradisjonell talar. Han ser sine veikskapar, men han snur veikskapane til sin styrke. Korleis?
Garborg har altså ein egen metode som forelæser. Selv når han taler over et «brændende spøsmål», målsaken for eksempel, så agiterer han ikke. Han sprækker ikke av dydig selvgodhet og krænkethet. Hans fremstilling har ingen patos ingen iver, ingen grepethet, ingen fanatisme.
Jeg vil ikke hermed ha sagt at patos, iver, grepethet er at foragte. Aldeles ikke. Men foredragsholderen Garborg har ikke disse egenskaper.
Selv når han fremfører de vigtigste sætninger understreker han ikke. Nei da er han kanske allermest nøgtern i sprog og stemme.
Han hater ikke sin motstander, hvad enten motstanderen er en person, et begrep, eller et system. Han forstår og forklarer. Hans forelæsning er videnskap, klar undersøkelse, kold analyse. Og hans stilfærdige måte, hans litt tørre ord, selv hans svake stemme synes her at være et fortrin, det samme fortrin som en enkel beskeden ramme om et kunstverk besitter: Den trækker ikke opmerksomheten bort fra billedet men lar dette virke med sin fulde kraft. Hos Garborg fængsles man bare av tankernes dybde.
Øvrebø peikar her på det sentrale. Garborg avstår frå musikk, framtoning, rytme eller lydstyrke/veikskap i framstillinga for at orda skal stå der nakne; ord som vitskap. Det er hans kontrakt med publikum. Det fans nok av vakne menneske den gongen som heldt kontrakten ved like, heilt til det siste. Fans dei ikkje der, gjekk han frå scenen. Han tala til gynasiastar på Riis, våga seg endåtil opp på vestkanten av Christiania for å snakka med ungdommen. Dei lo av han, og han oppfatta låtten. Midt under foredraget samla han lappane sine saman, og gjekk. Han fortel om det i dagboka, han var rysta. Men han hadde altså noko å seia for slike som ville høyra, og han var medviten om det. Øvrebø polemiserer til slutt i artikkelen mot dei som ikkje forsto han:
Arne Garborgs metode passer ikke for vore med lægpredikanter og «folketalere» tilvante tilhørerskarer. Han bliver ikke populær – endnu. Dertil er vore øren for litet kultiverte, for meget vante til snak, svulst og ageren. De udmerkede ting, Garborg har at si, går derfor forbi de mange der ikke blir opmerksomme uten at hvert postulat er understreket med rødt, hver sætning utstyrt med svovlete frynser. Dog, en utvikling av høre- og opfattelsesevnen, av smaken, av den kritiske sans hos vort tilhørerpublikum må komme, dersom vi ikke skal overskylles av talemåter og tomt snak. Og en sådan utvikling vil forelæsninger som Arne Garborgs fremme. Deri ligge ikke deres mindste fortjeneste.
Arne Garborg svarar rørt og stolt Fridjof Øvrebø i brev 7.10.09. Det er eit oppsiktsvekkande brev. Ikkje bare gir han Øvstebø heilt rett i analysen av metoden; den er medviten, og gjennomtenkt. Stemmens veiskap blir orda sin styrke. Men han seier også at eit bimotiv for ikkje å farga den munnlege framstillinga er angsten for å bli rørt, og på den måten øydelegga for orda. Ein kløkt Garborg ville distrahera, derfor vekk med alt som kan tangere det «rørende». Frå brevet:
«Med ikke mindre interesse har jeg – selvfølgelig- læst artikelen om undertegnede. Og på Deres ledetanker om Garborg som foredragsholder har jeg sikkert intet at udsætte; hvad der er af kritik er altfor berettiget, og Deres resultat – må jeg ialfald ønske var vigtigt. – En af grundene til det altfor knappe og tørre ved min mundtlige fremstillingsmåde er ellers af en sådan natur at jeg er glad, sålænge den ikke «opdages»; jeg er ræd at jeg – med al min respekt for det «høitidelige» foredrag – kom til at «prædike» en del jeg også, hvis ikke en tosket nervøs svaghed ikke ligefrem tvang mig til at vogte mig for alt som kan tangere det «rørende». Min uheldbredelige mangel på stemme – jeg har hængt for længe over skrivepulten – kommer ellers snart til at sætte en stopper for min oratoriske virksomhed; imidlertid faar jeg tilstå at jeg er glad over, at der lader sig sige så meget godt om min methode som De har gjort.
Tak!»